Om koncerten

Programnoter af Eigil Leander Laursen:

W.A.Mozart (1756 – 91) Grande Sestetto Concertante (1808) Kv. 364
I Allegro maestoso
II Andante
III Presto

Værkets historik synes at være mindst lige så kompliceret som det at forholde sig til selve den klingende musik. Lad os her gøre det helt enkelt: Mozart komponerede sin berømte Sinfonia Concertante i 1779. Genren er en form for hybrid mellem symfoni og solokoncert, og med historiske tråde bagud mod barokkens triosonater, hvor der også er flere samtidige soloinstrumenter. I dette værk spiller violin og bratsch de to solostemmer. Nogle få år forinden – i 1775 – havde Mozart som blot 19-årig skrevet sine 5 violinkoncerter. Det virker som om han her fire år senere ønsker at videregive noget af det samme klangunivers og noget af den samme energi som kendetegner de 5 ”forgængere”.

I første sats møder vi Mozart, som vi kender ham. Musikken strømmer ukompliceret ud af instrumenterne. Solostemmerne er krævende, men som helhed er musikken ikke specielt avanceret. Det er Mozart i en nøddeskal både med hensyn til brug af den nærmest uomgængelige sonatesatsform og mange andre musikalske parametre anvendes, så man er helt tryg på den wienerklassiske hjemmebane.

Den langsomme anden sats holder til i mol med karaktertræk vi genkender fra Mozarts store vokalværker.

I den meget hurtige tredje sats (Presto) går det over stok og sten. Udfordringen for musikerne her er blandt andet at opretholde energien og bevare det lette og luftige udtryk.

Tilbage til den komplicerede historik: Ved aftenens koncert tager musikerne udgangspunkt i 1808-bearbejdningen, der som udgangspunkt tæller 2 violiner, 2 bratscher og 2 celli, men på scenen optræder nu også en kontrabas. Et af de mange charmerende forhold, der gør sig gældende ved kammermusik er musikernes frihed til at videreudvikle det grundstof komponisten har givet. En række arrangører har gjort det gennem musikhistorien – og nu gør Artos kvartetten og dets venner det også her knap 250 år senere.

Pjotr Iljitj Tjajkovskij (1840 – 1893): Variationer over et Rokoko-tema (1877) Op. 33, for cello og strygere

Tjajkovskijs rokokovariationer har en central plads blandt hans mange Greatest Hits. Komponistens evne til at skrive medrivende melodier, som brænder sig fast, er de færreste beskåret. Og selvom han i dette værk egentlig er på en slags udebane, komponerer han her et værk, vi som lyttere får lyst til at høre igen og igen. Det med udebanen handler om mindst 4 forskellige ting: Rent musikhistorisk er han på forholdsvis lang afstand fra Rokokoen. Han er ikke i besiddelse af et rokokotema, han kan tage udgangspunkt i, hvorfor han selv komponerer dette ”lette og yndefulde” tema. Han ”plejer” ikke at skrive variationstemaer. Og endelig er det første gang, han for alvor tager ”livtag” med celloen som soloinstrument.

Hvis man dykker yderligere ned i historien om skabelsen af værket, vil man falde over et utal af detaljer og ikke mindst spekulationer, der let kommer til at skabe forvirring. Vi vil dog gerne holde fast i én enkelt af slagsen, der ikke er helt uvæsentlig. Tjajkovskij skrev i første omgang værket for cello og klaver. På konservatoriet i Moskva var ansat en velanskreven tysk cellist med navnet Wilhelm Fitzenhagen, som skulle uropføre værket. Tjajkovskij sendte under kompositionsprocessen sit rokoko-nodemateriale til Fitzenhagen for at få dennes gode råd til tilpasninger af cellostemmen. Fitzenhagen nøjedes imidlertid ikke med at give gode råd og anbefalinger, men lavede en lang række ændringer og tilføjelser; mange vil sige til det bedre. Cellister verden over spiller stadig Fitzenhagens version – hvilket også er tilfældet ved dagens koncert.

Nu til selve værket som vi skal høre i en kammermusikalsk version for solocello og 6 strygere (2 violiner, 2 bratscher, 1 cello og 1 kontrabas).

Efter en kort introduktion i orkestret præsenterer solisten det yndefulde rokokotema. Blødt som smør! Musikstykkets struktur er herefter helt enkel, idet orkestrets introduktion danner overgange (intermezzi) mellem de 7 forskellige variationer. I disse overgange kan solisten – helt fortjent – sænke skuldrene og trække vejret frit. Og det kan være tiltrængt, for det solistiske spil i variationerne er ikke for nybegyndere. Tjajkovskij (og Fitzenhagen) serverer en perlerække af musikalsk diversitet! Forskellige former for karaktertræk, temperamenter, kontraster mellem lyst og mørkt, højt og dybt, kraftigt og svagt, let og tungt. Fortsæt selv under oplevelsen af musikken! Solostemmen er skrevet, så cellisten med sin virtuositet kan tage os med på en sand rutschebanetur af klanglige udtryk.

Samspillet mellem solist og orkester har også ligget Tjajkovskij stærkt på sinde. Han var om nogen mester i at bruge de forskellige instrumentgruppers udtryksmuligheder. I denne kammermusikalske version hører vi naturligvis hverken fløjter eller oboer, men den rolle disse var tiltænkt, hører vi i dag varetaget af strygeensemblets instrumenter på skift. Man fornemmer helt naturligt en form for dialog mellem solisten og akkompagnementet – ja nogle steder er det ligefrem sådan at celloen nærmest ”snakker med sig selv”. Det være sig i form af en række ”spørgsmål-svar-fraser” eller en dialog mellem celloens basområde og diskantområde. Sidder man tæt på cellisten – eller er en ”cellonørd” – vil man kunne nyde et sandt udstillingsvindue af cellodelikatesser. Det være sig de avancerede bueteknikker, det være sig buens dans over de fire strenge (arpeggio) og det være sig den vanvittigt medrivende benyttelse af flageoletter (overtoner). Disse flageoletter trækker os på en eller anden måde helt ind i instrumentet, og de bruges ikke mindst af komponisten, når musikken skal helt op at ringe. Mon ikke vi i dag selvom vi sidder i dette ”intime” teater kan forestille os, at celloens fejende flotte flageoletter er med til at bringe den melodiske arkitektur helt op under katedralens hvælvinger? Lad os blive der et øjeblik – inden vi atter sænker skuldrene.

Johannes Brahms (1833-97): Sekstet nr 2 Op. 36 i G-dur.
I Allegro non troppo
II Scherzo. Allegro non troppo
III Poco Adagio
IV Poco allegro

Da Johannes Brahms komponerede værket i 1865 var han stadig ”på vej” i sin karriere og i sit liv. Han havde et par år forinden endelig bosat sig i Wien, efter nogle turbulente år, hvor vennen Robert Schumanns sygdom og død havde fyldt meget. I 1865 dør Brahms’ højtelskede mor faktisk også, og han begynder så småt at indsamle materiale til mesterværket ”Ein Deutsches Requiem” (1868).

De kammermusikalske værker fylder en del i disse år. Vi skal notere os at ingen af Brahms’ store orkesterværker endnu havde set dagens lys. Dem komponerer han i løbet af et helt usædvanligt produktivt tiår fra 1876 til 1887. Her kommer hovedværkerne som perler på en snor; de 4 symfonier, violinkoncerten, dobbeltkoncerten for violin og cello og klaverkoncert nr 2.

Værkets 4 satser viser en komponist der både er meget tradionsbundet, men samtidig er helt sin egen idet klassiske konventioner af nærmest enhver art ”overskrides”. Førstesatsen tager lidt tid om at falde på plads. Hvor bliver temaet af? Som nærmest altid hos Brahms er det mere komplekst end som så. Der går ofte noget tid inden man finder melodien, men man kan være sikker på at den nærmest endeløse strøm af betydningsmættede enkelttoner udgør et samlet hele. Hos Brahms er der ikke én tilfældig tone.

Andensatsen er en scherzo i 2/4. De fleste konventionelle komponister ville i et 4-satset værk have ventet med scherzoen til tredje sats og i øvrigt have skrevet den i 3/4 – takt. Nu får vi i stedet værkets korteste sats med en række rytmiske spidsfindigheder, der giver musikken en dobbelthed mellem den todelte og tredelte takt. Adagioen i tredjesats er heller ingen typisk adagio. Fyldt med overraskelser i både tempo og udtryk. I sidste sats finder vi alt det bedste hos Brahms: Et oplæg til musikernes spilleglæde gennem en suveræn beherskelse af hele det satstekniske apparat. Alle 6 instrumenter er på banen både i en fuga fuld af schwung, men også i dele der nærmest udarter til solo for henholdsvis violin, bratsch og cello. Nyd hver en tone i værket. De udgør måske de bedste 40 minutter i dit liv!