Om koncerten

Programnoter af Eigil Leander Laursen:

W.A.Mozart (1756 – 91) Grande Sestetto Concertante (1808) Kv. 364
I Allegro maestoso
II Andante
III Presto

Værkets historik synes at være mindst lige så kompliceret som det at forholde sig til selve den klingende musik. Lad os her gøre det helt enkelt: Mozart komponerede sin berømte Sinfonia Concertante i 1779. Genren er en form for hybrid mellem symfoni og solokoncert, og med historiske tråde bagud mod barokkens triosonater, hvor der også er flere samtidige soloinstrumenter. I dette værk spiller violin og bratsch de to solostemmer. Nogle få år forinden – i 1775 – havde Mozart som blot 19-årig skrevet sine 5 violinkoncerter. Det virker som om han her fire år senere ønsker at videregive noget af det samme klangunivers og noget af den samme energi som kendetegner de 5 ”forgængere”.

I første sats møder vi Mozart, som vi kender ham. Musikken strømmer ukompliceret ud af instrumenterne. Solostemmerne er krævende, men som helhed er musikken ikke specielt avanceret. Det er Mozart i en nøddeskal både med hensyn til brug af den nærmest uomgængelige sonatesatsform og mange andre musikalske parametre anvendes, så man er helt tryg på den wienerklassiske hjemmebane.

Den langsomme anden sats holder til i mol med karaktertræk vi genkender fra Mozarts store vokalværker.

I den meget hurtige tredje sats (Presto) går det over stok og sten. Udfordringen for musikerne her er blandt andet at opretholde energien og bevare det lette og luftige udtryk.

Tilbage til den komplicerede historik: Ved aftenens koncert tager musikerne udgangspunkt i 1808-bearbejdningen, der som udgangspunkt tæller 2 violiner, 2 bratscher og 2 celli, men på scenen optræder nu også en kontrabas. Et af de mange charmerende forhold, der gør sig gældende ved kammermusik er musikernes frihed til at videreudvikle det grundstof komponisten har givet. En række arrangører har gjort det gennem musikhistorien – og nu gør Artos kvartetten og dets venner det også her knap 250 år senere.

Max Bruch (1838-1920): Kol Nidrei Op. 47, for cello og strygere

Hvor henter komponisten sit musikalske råstof? I dette tilfælde har Max Bruch ladet sig inspirere af to sange fra den jødiske folkemusik. Den ene med titlen Kol Nidrei, der indgår som en fast del af den jødiske helligdag Yom Kippur. Bruch selv var protestant, men da han ofte følte sig misforstået, når talen faldt på dette værk, måtte han bruge en stor del af sit liv på at forsvare, at man som kunstner godt kunne anvende materiale uden at sætte det ind i en bestemt religiøs kontekst. Altså: melodierne indeholder æstetiske værdier i sig selv!

Stykket er skrevet som en adagio, hvis langsomme grundtempo muliggør masser af stemningsopbygning og masser af tid til at den autoritære fortæller – i dette tilfælde celloen – træder i karakter. Dens stemme associerer nogle gange til det religiøse rum og en liturgi fyldt med bønner og messer af stærk hymnisk karakter. Vi møder den både i det dybe, nærmest patroniserende leje og det højere senromantiske celloleje fuld af patos, drama og svulmende melodiøsitet. Værket er et af Max Bruchs mest spillede og har tiltrukket såvel et stort publikum som et stort antal cellister siden uropførelsen i 1881.

Johannes Brahms (1833-97): Sekstet nr 2 Op. 36 i G-dur.
I Allegro non troppo
II Scherzo. Allegro non troppo
III Poco Adagio
IV Poco allegro

Da Johannes Brahms komponerede værket i 1865 var han stadig ”på vej” i sin karriere og i sit liv. Han havde et par år forinden endelig bosat sig i Wien, efter nogle turbulente år, hvor vennen Robert Schumanns sygdom og død havde fyldt meget. I 1865 dør Brahms’ højtelskede mor faktisk også, og han begynder så småt at indsamle materiale til mesterværket ”Ein Deutsches Requiem” (1868).

De kammermusikalske værker fylder en del i disse år. Vi skal notere os at ingen af Brahms’ store orkesterværker endnu havde set dagens lys. Dem komponerer han i løbet af et helt usædvanligt produktivt tiår fra 1876 til 1887. Her kommer hovedværkerne som perler på en snor; de 4 symfonier, violinkoncerten, dobbeltkoncerten for violin og cello og klaverkoncert nr 2.

Værkets 4 satser viser en komponist der både er meget tradionsbundet, men samtidig er helt sin egen idet klassiske konventioner af nærmest enhver art ”overskrides”. Førstesatsen tager lidt tid om at falde på plads. Hvor bliver temaet af? Som nærmest altid hos Brahms er det mere komplekst end som så. Der går ofte noget tid inden man finder melodien, men man kan være sikker på at den nærmest endeløse strøm af betydningsmættede enkelttoner udgør et samlet hele. Hos Brahms er der ikke én tilfældig tone.

Andensatsen er en scherzo i 2/4. De fleste konventionelle komponister ville i et 4-satset værk have ventet med scherzoen til tredje sats og i øvrigt have skrevet den i 3/4 – takt. Nu får vi i stedet værkets korteste sats med en række rytmiske spidsfindigheder, der giver musikken en dobbelthed mellem den todelte og tredelte takt. Adagioen i tredjesats er heller ingen typisk adagio. Fyldt med overraskelser i både tempo og udtryk. I sidste sats finder vi alt det bedste hos Brahms: Et oplæg til musikernes spilleglæde gennem en suveræn beherskelse af hele det satstekniske apparat. Alle 6 instrumenter er på banen både i en fuga fuld af schwung, men også i dele der nærmest udarter til solo for henholdsvis violin, bratsch og cello. Nyd hver en tone i værket. De udgør måske de bedste 40 minutter i dit liv!