Om koncerten

Rebecca Clarke (1886-1979): Sonate for bratsch og klaver (1919)
1. sats Impetuoso
2. sats Vivace<
3. sats Adagio

Det siges, at da Rebecca Clarke var midt i tyverne, blev hun ”smidt ud hjemmefra af faderen”. Der er ingen tvivl om, at hun i lighed med en lang række kvinder i samtiden har skullet kæmpe særdeles hårdt for at kunne udvikle sig på lige fod med mændene. Også til en tilværelse som ”fri og respekteret” kunstner. Tilbage til familien: Hun beskriver selv sin barndom og ungdom som hård og konfliktfyldt. Bosat i England med en tysk mor og en ”streng” amerikansk far. Startede i 1903 på
Royal Academy of Music som violinist, men blev allerede i 1905 trukket ud af faderen! Det var der måske en god grund til, da en af lærerne insisterede på at blive gift med hende. Et par år senere startede hun som den første kvindelige student kompositionsstudier ved The Royal Conservatory of Music….. indtil hun også blev trukket ud herfra. Atter noget med faderen….. og ja, det var tidspunktet, hvor hun blev smidt ud hjemmefra. Det virker lidt som om al denne modgang også var med til at styrke hende. I hvert fald blev hun som den første kvinde ansat i Queens Hall Orchestra. I 1916 rejser hun endegyldigt til USA og opnår i en årrække stor succes som musiker (nu som bratschist) og komponist. Medvirker i en række amerikanske kammermusiksammenhænge og oversøisk i de britiske kolonier.
Dagens værk, bratschsonaten fra 1919, er sammen med klavertrioen fra 1921 uden sammenligning Clarkes mest populære værker. Desværre mistede hun efterhånden noget af sin kunstneriske selvtillid og fra midten af 1930-erne fik hun ikke publiceret ret meget af sin i øvrigt enorme værkproduktion. Det siges, at de mange upublicerede værker er sikrede, så de på et ”mere gunstigt” tidspunkt kan tages op af nye generationer af musikere. Det kan vi håbe på!

Grundstemningen i førstesatsen er drømmende impressionistisk, men fremført ivrigt og intenst. Man fornemmer at Rebecca Clarke har haft mindst ét øre ovre på den anden side af Den Engelske Kanal idet både Debussy og Ravel ligger som klangtæpper under musikken. Klaverets rolle veksler naturligt mellem at være akkompagnerende og melodiførende. I førstnævnte tilfælde spilles både akkordbrydninger i forskellige mønstre og et stærkt rytmisk markeret akkompagnement samt store ”udspændte” akkorder. Særligt i satsens slutning blander klaveret sig direkte i melodispillet. Bratschen er nu akkompagnetør, og den udfylder sin rolle ved at spille en række 32. dele arpeggio henover de 4 strenge. Komponisten var som nævnt bratschist, så hun har meget overbevisende skrevet en bratschstemme, der på alle måder både er spillemæssigt udfordrende og idiomatisk for instrumentet.
Den hurtige andensats virker meget iørefaldende og tiltrækker sig med enkle, men effektive virkemidler fra første færd vores opmærksomhed. Det skyldes mindst 3 ting:
– En rytmisk insisterende pentaton melodik.
– Et sammenstød af hurtigt spillede akkorder fra hvert sit tonale univers. Vi møder a-mol og Fis-dur oveni hinanden, vi møder A-dur og Es-dur, der spilles på helt samme tid – og senere andre, der ligger så ”langt fra hinanden,” som man overhovedet kan komme i klassisk musikteori. Et stærkt impressionistisk virkemiddel!
– Heltoneskalaer… som vi kender ikke mindst fra impressionismen.

Bratschens spil er i denne sats præget af alskens ”lækkerier”. Skift mellem pizzicato (knips) og bue, dobbeltgreb, brug af dæmper og meget hyppig anvendelse af flageoletter.

I tredjesatsen går mange af disse stiltræk og spilteknikker igen. På det melodiske område falder især to ting (mig) ind. Dels at Rebecca Clarke synes at ”låne” lidt fra sit eget arrangement af ”Down by the Salley Gardens” og så fornemmer man at komponisten Leonard Bernstein har hørt nærværende sonate, da han komponerede sin udødelige ”Maria” fra West Side Story – og ladet sig inspirere.

Maurice Ravel (1875-1937): Duo for violin og cello (1920-22)

1. sats Allegro
2. sats Tres vif
3. sats Lent
4. sats Vif, avec entrain

For præcis 3 uger siden kunne vi fejre Maurice Ravels 150 års fødselsdag. Man mærker meget tydeligt, at komponisten og hans musik stadig har appel til et stort musikpublikum. Aarhus Symfoniorkester har valgt at fejre fødselsdagen med en stor Ravel-festival i maj måned og i dag skal vi høre komponistens duo for violin og cello. Denne duo hører ikke til blandt hans aller kendeste værker, men tag ikke fejl. Det er et pragtværk, som Ravel brugte meget langt tid på at udarbejde. Maurice Ravel blev født i frankrigs sydvestlige hjørne, i Baskerlandet nær Biarritz. Moderen var basker og faderen schweizisk ingeniør. De var et ret umage par, men der var altid en god og kærlig stemning i hjemmet og forældrene bakkede Maurice op i sine ønsker om at få en musikalsk uddannelse. I 1889 blev han optaget på Conservatoire de Paris som klaverstuderende. I 1891 vandt han konservatoriets interne klaverkonkurrence, men årene på konservatoriet var ikke nemme for ham. Han blev smidt ud hele to gange, fordi han ikke kunne leve op til konservatoriets krav om at man skulle vinde medaljer mindst én gang hvert tredje år. Første udsmidning skete i 1895 (som klaverstuderende) og anden udsmidning i 1900 (som kompositionsstuderende). Der er ingen tvivl om, at Ravel var meget talentfuld, men ikke alle kunne se det. En lokal underviser sagde at Ravel kun modtager ”læring på egne præmisser”.

Duoen for violin og cello som vi nu skal høre, er skrevet til minde om Claude Debussy. På partiturets første side skriver han: ”A la memoire de Claude Debussy”. Ravel tog det ret nært at Debussy pludselig ikke var der mere. Nogle mener at værket er intet mindre end det største mestervæk inden for netop denne genre: altså violin-cello duo. Andre – blandt andet en af musikhistoriens største cellister (Mstislav Rostropovich) kendte overhovedet ikke til værkets eksistens, da han ved en masterclass i år 2000 skulle give den unge cellist Christian Poltéra kritik på dennes udførelse af værket. Værket er bestemt ikke nogen nem opgave for de to udøvere. Cellostemmen er nogle steder meget krævende og cellister påpeger at komponisten selv tydeligvis ikke spillede cello. Meget af tiden spilles i det høje leje. Der er konstante skift mellem brug af bue og pizzicato (knips). Der er endvidere såkaldte venstrehåndspizzicato samtidig med at buen benyttes. Vist nok noget af en spillemæssig udfordring! I violinen sker der tilsvarende ting. Passager med klassiske bløde buestrøg er ikke de mest udbredte. Ravel går efter kontrasterne mellem de bløde og de voldsomme klanglige udtryk. Hermed er også selve spillemåden i fokus og man kan i dette værk opleve betydelige forskelle mellem forskellige musikeres fortolkning. De fire satser er meget forskellige i udtrykket, men det musikalske grundstof bygger på få gennemgående temaer. Det ene – et pudsigt ostinattema, der blander dur og mol – hører vi fra starten. Det gentages i alle fire satser, men i forskellige udtryk afhængigt af hvilket instrument der spiller det, og af hvilken karakter komponisten har villet fremhæve. Nogle gange nærmest aggressivt fanfareagtigt og andre gange både langsomt og svagt og blødt som smør.

Gustav Mahler (1860-1911): Klaverkvartet i a-mol (1876)

Vi kender først og fremmest Gustav Mahler gennem de 10 symfonier og den lange række vokalværker med stort orkester som baggrund. Nærværende ensatsede klaverkvartet i a-mol er faktisk det eneste stykke instrumentale kammermusik, Mahler har efterladt. Det siges at han komponerede et ”større antal” værker af kammermusikalsk tilsnit, men at disse på grund af hans stærke selvkritik, blev destrueret af komponisten selv. Historien om Gustav Mahlers liv – kunstnerisk og privat – er både lang og kompliceret og for særligt interesserede er der masser af kildemateriale at gå i gang med. I forbindelse med klaverkvartetten er der imidlertid nogle facts, der kan være særligt interessante. Mahler har baggrund i en tysktalende jødisk familie, som var bosiddende i det nuværende Tjekkiet. Han følte sig på mange måder fremmed og udenfor. Han talte ikke de lokales sprog og det var bestemt ikke nemt at være jøde i disse omgivelser. Til gengæld var han ekstremt musikalsk og opfangede med stor interesse og indlevelsesevne den musik, der omgav ham. Familien havde et godt blik for dette og som 15-årig blev han indskrevet på Musikkonservatoriet i Wien som klaverstuderende. Han var en habil pianist og vandt flere interne konkurrencer på konservatoriet.

Lad os bliver her!

Det er i hans første konservatorieår, han påbegynder arbejdet på klaverkvartetten. Den bliver hurtigt færdig og opføres internt på konservatoriet med Mahler selv som pianist. Om denne version er identisk med den udgave, vi skal høre i dag er uvist, men vi lader spørgsmålet ligge. Man kan måske betragte dette ungdomsværk som en kilde til forståelsen af hvem Mahler var på dette tidspunkt, hvad der var hans kunstneriske baggrund og forudsætninger og måske også, hvad der var hans kunstneriske visioner? Satsen peger i lidt forskellige retninger, men fælles er at de stilistisk mestendels peger bagud eller i bedste fald har visse samtidige senromantiske træk. Og hvorfor det? Jo, vi hører en smuk, genkendelig musik. Er det Schubert eller Mendelssohn (nogle årtier tidligere). Er det den lokale ”folkelige” musik, med dens karakteristiske tonale ryk, som Mahler har med i bagagen? Er det ”Wienercafeernes” salonstemning, som komponisten sikkert har nydt? Nok en kombination af det hele. Rent formmæssigt benytter han i vid udstrækning sytten- og attenhundredtallets sonatesatsform hvor de forskellige temaer behandles. Det høres i de mange gentagelser, de mange modulationer og det intense arbejde med det musikalske udtryk, hvor der både skaleres op og ned.

Rent satsteknisk lader han i mange passager et yndet musikalsk spring mellem to toner igangsætte et forløb, hvor den ene tone fastholdes, mens den anden bevæger sig trinvis op eller ned. Når man som lytter først har fået færten af dette, kan man nærmest gætte, hvad det næste bliver. Hvis man skal være en smule ”kritisk” over for kompositionen, er det måske sådanne steder, værket afsløres som et ungdomsværk? En del af værkets charme er imidlertid de nye indtryk, der pludselig rammer os. Et par minutter før afslutningen, lige inden reprisen, tones der ned i en ultrastilfærdig passage, hvis funktion er af gøre klar til afslutningen. Inden denne har vi også været vidne til en meget charmerende violinkadence. Summasummarum: Gustav Mahlers klaverkvartet er et enestående ungdomsværk og viser først og fremmest, hvilke formidable komponistværktøjer han allerede på dette tidspunkt var i besiddelse af. Spørgmålet er om Mahler som moden komponist ville kunne kende sig selv i dette ungdomsværk?

Programnoter af Eigil Leander Laursen