Om koncerten

Aulis Sallinen (1935-) ”Strygekvartet nr 3, Some Aspects Of Peltoniemi Hintriken’s Funeral March”.

Sallinen er som mange af sine musikalske landsmænd vokset op i den stolte Sibelius-tradition, og han har som dem været nødt til at udøve en vis grad af ”faderopgør”. Sallinens to første strygekvartetter fra hhv. 1958 og 1960 skrives i en form for serialisme, der ligger meget fjernt fra Sibelius’ senromantiske, patosfyldte stil.

Strygekvartet nr 3 fra 1969 består af blot én sats og peger i en helt anden retning. Der er hverken meget Sibelius eller serialisme, men dog en hørbar finsk atmosfære. Sidstnævnte på grund af at den begravelsesmarch, der som undertitlen antyder, er værkets musikalske udgangspunkt, skønnes kendt af alle finner. Melodien undergår en række variationer undervejs. Den ”sendes rundt” i orkestret, sættes op og ned i oktaver, spilles i sin helhed eller splittes op i mindre fragmenter, spilles med bue eller knipses, spilles som flageolettoner med en metallisk ”luftig” klang, spilles med raffinerede indsatser i orkestret der lyder som kanon eller imitation, og ind imellem med nogle tonale kadencer, der associerer til barokmusik. Sallinens arsenal af variationsteknikker er et monster (positivt ment). Han siger selv, at temaet hele tiden skal være hørbart i en eller anden form. Som en ”fjern horisont”.

Daniel Bjarnason (1979-) ”Larkin Songs”

Sangene blev oprindeligt skrevet for klaverkvintet og mezzosopran; altså samme besætning som ved dagens koncert. I 2022 blev de samme sange indspillet af Aarhus Symfoniorkester med Karin Torbjörnsdottir som solist og David Strong som pianist. Således har vores musikere på scenen i dag et særdeles nært kendskab til værket og til hinanden. Baggrunden for sangene er Bjarnasons fascination af den engelske digter Philip Larkin og dennes evne til at beskrive menneskets skrøbelighed. Det var nemt for komponisten at identificere sig med dette, og dermed var kimen lagt til sangene i et musikalsk sprog, der matchede Larkins poetiske sprog.

Digtet Talking in bed tematiserer den tilstand at elskende trods fysisk nærvær kan være totalt uden evne til at nå hinanden gennem tryghed og samtale. Bjarnason benytter en gennemkomponeret form og et moderne impressionistisk sprog med dynamiske bølger og flader af klang, som følger teksten nærmest ord for ord. Således kommer nøgleord som time, wind, clouds, sky, dark towns, isolation til at fremstå meget skarpt profileret.

Is it for now or for always er det centrale retoriske spørgsmål, der stilles gennem teksten til denne sang. På digtets ”bundlinje” gives svaret i en lille leg med ordene: ”I take you now and for always, for always is always now”. Musikken er fra starten hektisk og har med sin markante rytme karakter af et nedtællingsur (…now or always…) og med sin orientalske melodik rammer den ord i teksten som mirage (fatamorgana) og juggling-balls (jonglørbolde).

Night-Music er en tekst, der i et symbolistisk sprog udfolder et univers uden menneskets tilstedeværelse. ”…There were no mouths to drink of the wind, nor any eyes to sharpen on the stars…”  Som mennesker kan vi alligevel næppe undgå at spørge, om det peger på oplevelser af en enkelt nat med dystre tanker eller det peger på vedvarende eksistentielle spørgsmål med dystopiske undertoner? Bjarnasons musik er stærkt stemningsopbyggende og skaber rum, der synes at kunne indeholde alt mellem himmel og jord. Såvel metafysisk storhed som total tomhed og mørke. Et storladent katalog af sfæriske klange, der maler selve universet!

Carl Nielsen (1865-1931), Strygekvartet nr 1 i g-mol, op 13
Allegro energico
Andante amoroso
Scherzo. Allegro molto
Finale. Allegro (inquieto)

Carl Nielsen komponerede kvartetten, da han var først i tyverne. Han havde fra ungdomsårene på Fyn selv spillet kvartet og var optaget af de mange glæder – og udfordringer – der lå i at få sammenspillet til at fungere. Det skulle for alt i verden være sjovt at spille for alle fire musikere. Man mærker tydeligt denne tilgang i g-mol kvartetten, og man kan nok med rette sige, at den i lige så høj grad er interessant for musikerne, som for publikum.

Første sats lever virkelig op til tilnavnet: energico. Et indledende tema fuld af fremdrift og fuld af opfindsomhed i måden det behandles på i de øvrige instrumenter. Anden sats peger i andre retninger. Prøv at lukke øjnene og forestil dig en sanger fremføre sin arie – uden ord. Man begriber at melodiens mester taler her. Carl Nielsen kunne af gode grunde ikke selv vide, hvilken betydning han ville få for den danske sang, men tankevækkende er det. Scherzoen starter med en nærmest eksplosiv energiudladning i det første moltema, og efter en lang række temagentagelser kommer man som tilhører hurtigt at føle sig hjemme i musikken. Men, men, men! Bedst som man tror, man har fanget hele scherzoens musikalske ide, kaster Nielsen nye kort på bordet. Nu i form af et par minutters sprød nordisk spillemandsmusik. Han er aldrig kedelig og aldrig helt forudsigelig. Fjerde sats peger via de rytmiske strukturer og det melodiske materiale momentvis i retning af slaviske danse.

Sammenlagt har vi et rigtigt Nielsen-værk: En strygekvartet der både er en markedsplads fuld af musikalske ideer, og en tumleplads for musikere der er til stilistisk diversitet.

Edvard Grieg (1843-1907) ”Gruss”, op48/1 og ”Solveigs Sang”

Gruss
I sangcyklusen opus 48, som består af 6 lieder, prøver Edvard Grieg for en stund en række ud over den rent norske nationalromantik. Ambitionen er gennem forfattere som Heinrich Heine og Johann Wolfgang von Goethe at nå et bredere europæisk publikum. Heines digt emmer af tysk romantik, hvor følelser og længsler beskrives i et billedsprog med natur, klokkeklang, forår og roser som en stemningskulisse. Den ultrakorte lied er forsynet med et klaverakkompagnement ligesom en rislende bæk i Franz Schuberts Die Forelle.

Solveigs Sang
Henrik Ibsen skrev Peer Gynt som teaterstykke i 1867. Grieg kommer ind i Peer Gynt-universet af to omgange. I 1874 med scenemusikken og senere i form af to selvstændige orkestersuiter fra hhv 1888 og 1891. Solveigs sang indgår naturligvis begge steder.
I sangen møder vi Solveig, der sidder i sin hytte i de norske fjelde og venter på Peer. Hun venter på ubestemt tid, for det har hun lovet ham. Fuld af melankoli i de gentagne strofer, og fuld af håb i de ordløse nynne-dele. Man kan spørge sig selv, hvad Solveig som hovedperson laver i et teaterstykke fra det moderne gennembrud? Vi husker måske Nora fra Ibsens Et Dukkehjem? Svaret kan ligge i, at Ibsen med Peer Gynt endnu kun står på tærsklen til det moderne gennembrud, eller at han er i fuld gang med et opgør med romantikken, hvor Solveig repræsenterer det, kvindefriførelsen skal dreje sig om? Døm selv!