Om koncerten

Programnoter af Eigil Leander Laursen

Caroline Shaw (f.1982): “Its motion keeps” (2013)

Caroline Shaw har trods sin unge alder fået en kæmpemæssig international bevågenhed. Hun er i den klassiske musikverden noget så sjældent som en ung, kvindelig superstar! Hun er sanger, violinist, komponist og producer. Har allerede vundet Pulitzers Musikpris (2013) og fået flere Grammyer. Artos Kvartetten har tidligere gjort brug af hendes værker.

Teksten til “Its motion keeps” er stærkt inspireret af salme 98 fra en af de amerikanske sydstaters vigtigste salmebøger ”The Southern Harmony” fra 1835. Teksten handler om at indskrive individet som en del af et fællesskab (mine dage, dine uger, deres måneder og vores år). Et fællesskab der lever – og bevæger sig – gennem rækker af gentagelser. Som når tidevandets bevægelser bliver et udtryk for tid, der blot er ”gentagelser af det samme”.

Det musikalske udtryk er baseret på 2 lydkilder: en solobratsch og et kor bestående af sopraner og alter – sammensat på forskellig vis gennem værket. Bratschen indleder med et pizzicato-ostinat (knipset ostinat) der fungerer som en rytmisk motor (”Its motion keeps…”) under det vokale. Måske er det værd at lægge mærke til at det tilsyneladende enkle ostinat i bratschen har et pudsigt gentagelsesmønster; det ”bider sig selv i halen” efter tre en halv takt – og ikke to eller fire takter, som man kunne forestille sig. Det giver en underliggende ”rytmisk uro”, som man som tilhører lige skal have ”systemet” til at godtage. Og tilsvarende er tekstlægningen i koret præget af en stærk assymmetrisk metrik. Den i sig selv enkle tekst (my days, my weeks, my months, my years) rammer således hver gang nogle forskellige toner i ostinatet. Lidt inde i stykket arbejder sangerne med indsatser der har en ottendedelsnodes forskydning. Det giver fornemmelsen af et ”langsomt ekko”. I Aarhus Domkirke vil effekten af dette ekko blive særlig stor, da kirkens efterklang er betydelig.

Som nævnt fungerer sangerne i forskellige konstellationer. Fra enkel enstemmighed i begyndelsen til et komplekst dobbeltkor mod slutningen, hvor det ene kors durakkorder glider over i det andet kors molakkorder. Frem og tilbage, frem og tilbage – som et tidevand i evig bevægelse.

Caroline Shaw: “And So” (2022)

I dette værk demonstrerer Caroline Shaw for alvor, hvilken kolossal bredde og dybde hendes kunst rummer.”And So” er et mønstereksempel på, hvorledes benyttede udtryksformer i det rette samspil kan gå op i en højere enhed. At der skabes synergieffekter og at de kan bruges til noget politisk. I tilfældet her hvordan musikkens toner og lyd blander sig med litteraturens sprog og ord; altså hvordan ord og toner i fællesskab giver det samlede æstetiske udtryk. Det er der måske ikke noget nyt i, men Shaw øser derudover af en litteraturhistorisk og musikhistorisk indsigt, der ligger som en klangbund under værket. Man har måske en anelse om, at det forholder sig sådan, for nogle af tekstens elementer virker genkendelige. F.eks ”A red red rose that’s nearly sprung in june”. Et lån – eller i hvert fald en tydelig henvisning til Skotlands nationalskjald Robert Burns´(1759 – 1796) kendeste sang ”A Red, Red Rose” (1794). Ligeledes den gennemgående ”a rose is a rose is a rose is a rose …. ” etc. Den direkte reference er Gertrude Steins (1874 – 1946) modernistiske digt ”Rose is a rose is a rose is a rose” (1913) fra Sacred Emily. Og endelig Billy Joels ”And so it goes” (1983/1990), som ned i nogle af de poetiske detaljer er inspireret af den kanoniserede ”Barbara Allen”. På baggrund af denne coctail af referencer stiller Shaw (sammen med os?) en række spørgsmål af nærmest eksistentiel karakter. Udtalelser/citater af de nævnte forfattere (Burns, Stein og Joel) holdes op i forhold til hinanden, og det foregår i en ramme, som man ikke ser hver dag. Shaw opbygger – som en anden systemdigter – en slags poesiens hus, møbleret med rim, vokaler, versefødder, stavelser, sætninger, metrik, etc. Der stilles spørgsmål ved, om der stadig vil være kærlighed, roser og violiner, hvis den globale opvarmning bliver så alvorlig, at vi oversvømmes af havene og bjergmasserne smeltes af solen. Lever vi på lånt tid og hvorlænge vil vi overhovedet eksistere?

Så er vi ved kunstens rolle. Kan den noget særligt? Kan den være politisk på en måde, som vore politikere og beslutningstagere ikke kan? Vi lader spørgsmålet stå.

David Lang: “Just” (2014)

Teksten er fra Song of Songs (Højsangen). Så på det poetiske plan bliver det vist hverken ”større eller smukkere”.  Mange kunstnere har gennem historien ladet sig inspirere af Højsangens tematiske univers uden at lade sig styre alt for meget af diverse religiøse dogmers syn på teksterne. Et populært ”blik” på Højsangen har været teksternes beskrivelse af kærlighed mellem to mennesker og et fokus på deres sanselige og erotiske samvær. David Lang komponerede sin version i 2014 til opførelse med sangere/dansere/musikere synlige på scenen. Værket er blevet ret populært efter at samtlige 13 minutter indgår i afslutningen af filmen ”Youth” af Paolo Sorrentino.

Kompositionen er holdt i et nøgternt, minimalistisk tonesprog med ganske få dynamiske udsving. Det er vedholdende repetitivt og gennem lange rækker af gentagelser opnår værket en endog meget stærk suggestiv karakter. Det er svært at spore en egentlig fortællestruktur i teksten. Begyndelsen, midten og slutningen har groft sagt samme karakter med en kerne af ord, der går igen og igen og igen. Det er smukt og enkelt og sanseligt vedkommende, hvis man lukker det ind.

Felix Mendelssohn (1809-47) : Strygekvartet nr. 2 (1827)  1.+ 2.sats “Is it true?”
Adagio – Allegro vivace
Adagio non lento
Intermezzo: Allegretto con moto – Allegro di molto
Presto – Adagio non lento

Mendelssohn var blot 18 år gammel, da han komponerede denne strygekvartet. Alligevel demonstrerer han værket igennem et format som en fuldmoden komponist. I kvartetten mærker man aftryk fra forbilledet Ludvig van Beethoven. Denne var død kort forinden, men havde i sine sene – i samtiden meget kontroversielle – strygekvartetter efterladt nogle spor, som den unge Mendelssohn tog til sig. Et eksempel på dette er Beethovens ”spørgsmål” i mottoet til sin strygekvartet nr 16 fra 1826 (hans sidste komposition overhovedet), hvor han i noderne skriver: ”Muß es sein?” (eng. ”Must it be?”), i hvilket Mendelssohn spejler spørgsmålet: ”Ist es wahr?” (eng. ”Is it true?”). Mendelssohn havde i øvrigt selv nogle måneder inden strygekvartettens færdiggørelse skrevet en lied, der begynder med teksten, som indrammer Artos Kvartettens opførelse ved nærværende koncert:

(Ty:) ”Ist es wahr? Ist es wahr? Daß du stets in dem Laubgang, an der Weinwand meiner harrst?

(Eng:) “Is it true that you wait for me in the arbour by the vineyard wall?”

Det lille musikalske motiv, der benyttes til de 3 ord ”Ist es wahr?”/ ”Is it true?” er et gennemgående musikalsk motto, som dukker op i alle fire satser. Det spiller en stor rolle i førstesatsens adagio-indledning og det afslutter værket i 4. sats. Satserne bindes sammen i en cyklisk struktur, hvor det tematiske og motiviske stof på tværs af satserne indgår på en ny og mere ”forpligtende” måde. Dermed indvarsler Mendelssohn en kompositorisk tradition, som bliver den ”nye standard”.

Førstesatsen stiller som nævnt et spørgsmål i den langsomme indledning, og i besvarelsen af spørgsmålet får satsen et stærkt præg af samtale mellem instrumenterne. Mendelssohn er både en fremragende ”opfinder” af det melodiske materiale og ligeså fremragende til at behandle det rent satsteknisk. Alle fire instrumenter er på banen i ligeværdige samtalekonstellationer. Ofte er det naturligvis 1. violinen der fører an, men lynhurtigt følger andre efter og alle har efter tur fornøjelsen af at spille vanskeligt tematisk stof, ligesom alle indimellem blot spiller ”lange toner” eller andre former for akkompagnement.

Andensatsen starter som en hymne med masser af ro og balance. Kort inde i satsen påbegyndes en fuga, der nu bliver ramme for de fire samtaleparter. Det virker som noget af et scoop, at han netop benytter fugaens polyfoni til opnåelse af en jævnbyrdig samtale. Men, men, men! Som man kan forestille sig, varer idyllen ikke ved. Det pæne samtalemønster erstattes af forløb, hvor nogen råber højere end andre. Skulle man blive i samtalens analogi, var det måske her man skulle overveje en form for terapi? Mendelssohn skåner os for dette og afrunder satsen ligeså rolig og afbalanceret, som den begyndte.

I tredjesatsen sætter Mendelssohn endnu en af sine signaturer: en melodisk 1. violin henover et pizzicatoakkompagnement i de øvrige instrumenter. Denne del bruges også som afslutning på satsen. Indenfor denne ramme præsenteres vi for diverse korte formdele i forskellige tempi, altid med gentagelser og med samtlige instrumenter i betydningsfulde musikalske roller. Satsen har en karakter, der refererer til barokkens danseformer.

I finalesatsen får Mendelssohn afleveret endnu et af sine visikort: En virtuos violinmelodi akkompagneret af sekstendedele i celloen. Atter er Beethoven inspirationskilden! Desuden rummer satsen endnu en fugaafdeling og som nævnt ovenfor afrundes værket med et ”Ist es wahr?” fra indledningens adagio. Et mesterværk af den 18-årige komponist, der hermed for alvor indskriver den flersatsede cykliske form i musikhistorien.

Caroline Shaw (f.1982): “And The Swallow” (2017)

I denne komposition rykker vi tekstmæssigt ind i endnu en salme; nærmere bestemt Psalm 84 fra en af de amerikanske salmebøger. Gennem allegorierne om spurven og svalen der finder husly: ”The sparrow found a house and the swallow her nest, where she may place her young” leder Shaw konkret vores tanker hen på de syriske flygtninge og flygtninge ved USA’s grænse mod syd. Et universelt behov; mennesket må have et sted at opholde sig. Et sted at bo.

Den rent vokale sats består af 8 forskellige stemmer. Shaw benytter en række raffinerede korteknikker, hvor der meget bevidst arbejdes med klangfarve, frasering og dynamik i bestræbelsen på at finde balance mellem tekstindhold og korisk udtryk. Den samlede betydning synes netop at opstå via samspillet mellem de mange stemmers (8 stk) arbejde i delvist forskellige tempi og forskellige dimensioner (højde, bredde, forgrund, baggrund). Musikken virker stærkt sfærisk med ”lækre” clusters og ligeså ”lækre” modulationer frembragt vha minimale toneforandringer, som løfter os ind i en anden verden. Musikken har fået vinger, og som spurven og svalen finder vi gennem den bolig i en ny verden.

Felix Mendelssohn (1809-47): Strygekvartet nr. 2 (1827) 3.+4. sats “Is it true that you wait for me in the arbour by the vineyard wall?”

Dan Forrest (f.1978): “The Sun Never Says“ (2019)

Solen og jorden menneskeliggøres. Solen får via denne besjæling tildelt talegaver og er dermed i stand til at udtrykke sit smukke og enkle budskab om uegennyttig kærlighed. ”Så stærk en kærlighed er i stand til at oplyse hele himmelen”.

Dan Forrest benytter velkendte korteknikker til at lade det enkle, sympatiske budskab træde helt klart frem. Fx et langsomt tempo med fokus på ord og tekstdele. Hyppig placering af de vigtigste ord på de højeste og mest iørefaldende toner (fx love, lights og sky). Mange fermater (musikalske stoppesteder) der fastholder og forstærker mening og udtryk. Gennemgående dissonanser der naturligvis behandles, som det sig hør og bør i denne stil, så det skarpe, dissonerende erstattes af noget absolut himmelsk og harmonisk. Konstante dynamiske udsving mellem svagt og kraftigt suppleret af et ”elastisk” drive, hvor der henholdsvis skrues op og ned for tempoet. Tilsammen et korisk udtryk fuld af åbenhed og fælles forståelse. Ved denne koncert er tilføjet en cellostemme, der lyder som en røst fra Himmelen selv…

Programnoter af Eigil Leander Laursen