Om koncerten

Af Eigil Leander Laursen

C.F.E. Horneman (1840-1906)
Strygekvartet nr.2
”Muligvis den bedste danske romantiske kvartet” (Sven Lunn i Aschehougs Musikleksikon)

Ovenstående siger ikke så lidt om de musikalske kvaliteter i denne strygekvartet, men når man tager i betragtning at kvartetten først uropførtes på 50-års dagen for komponistens død (8. juni 1956) peger det primært i én og samme retning! Komponisten kæmpede bravt for at blive anerkendt som kunstner i sin samtid. Det var svært; ikke mindst fordi N.W.Gade (1817-90) med sin konservative ledelse af både musikkonservatoriet og Musikforeningen sad tungt på beslutningerne i datidens københavnske musikliv. Af afgørende betydning for den unge Horneman var hans tidlige studier ved musikkonservatoriet i Leipzig. Her fik han i en international atmosfære lært det grundlæggende kompositoriske håndværk og kunne tilføre sine to strygekvartetter noget af den universalitet, der præger dem.
Værket er en enestående kunstnerisk demonstration af den kun 21-årige Horneman. Især ser vi i fjerdesatsen – der på de fleste punkter er kompositionens mest komplekse – et udsyn til den store europæiske musikverden, hvadenten vi associerer til Mendelssohn, Schubert, Schumann eller vi kigger frem mod Carl Nielsen. Horneman har fat i noget vi på dette tidspunkt ikke var vant til i dansk musikliv. Værket spilles ikke ret ofte – heller ikke i dag. Lad os håbe at Artos Kvartettens ”genopdagelse” af værket, kan være med til at give det et nyt, berettiget liv!

Strygekvartetten i D-dur består af 4 satser.
1. Allegro
Førstesatsen åbner værket i en forrygende tematisk leg mellem cello og førsteviolin. De spiller stort set den samme melodi, men forskudt med to takters mellemrum, så der opstår en slags kanon. 2. violin og bratsch er i starten ikke ligeværdige deltagere i legen, men akkompagnerer i et ensartet rytmisk mønster og en tilpasset dynamik. Horneman benytter den klassiske sonatesatsform med hovedtema, sidetema, gennemføringsdel og reprise. Efterhånden som førstesatsen skrider frem lukkes der op for et mere ligeværdigt samspil mellem de fire instrumenter. Det er værd at lægge mærke til den megen brug af kromatisk tematik og synkoper i førstesatsen. Dette giver en helhed af konstant spænding og afspænding mellem de fire instrumenter.

2. Adagio
Indledes med et smukt sammenfaldende rytmisk forløb mellem 1. violin, 2. violin og cello. Bratschen sørger ved hjælp af stærkt kontrollerede synkoper for at tilføre dette en fornøden portion dissonans, så der også her fornemmes en god balance mellem spænding og afspænding. Denne lange sats er tredelt, så der som et midterstykke ”Con Moto” skrues op for tempoet og de rytmiske underdelinger føles anderledes. Førsteviolinen fortsætter med 8 ottendedele pr takt medens de øvrige instrumenter spiller 12 ottendedele pr takt. En form for ”stilfærdig” polyrytmik med stærk karakter. Som helhed er satsen 1. violinens ”udstillingsbillede”. En meget lyrisk tematik bestående af melodiske og rytmiske ”guirlander” samt ikke mindst et krav om frasering i et udtryksfelt der konstant rammer modpolerne pianissimo og fortissimo.

3. Menuet: Allegro
Også tredjesatsen er formmæssigt holdt helt efter bogen. Det vil sige en energifyldt menuet i tredelt takt og som klanglig kontrast hertil en mere tyst trio i midten. Læg oveni dette den række gentagelser som satstypen traditionelt indeholder. Resultatet er nogle meget enkle melodiske strukturer, der nærmest ”spiller sig selv”. Et tryk på en knap og motoren starter – kunne man populært sige. Komponisten har dog givet musikken en særlig farve ved at lade satsen spille i a-mol. Som tilhørere vil vi måske ubevidst opleve denne tonalitet som anderledes. En god anderledeshed?

4. Finale: Allegro
Denne sats udstiller om nogen hvilke enorme tekniske krav der stilles til strygekvartettens musikere! Tempomæssigt går det over ”stok og sten”, fingrene ”danser op og ned” ad gribebrædtet, skalaer og løb skal sidde lige i skabet. Nogle motiver spiller det enkelte instrument selv, andre spilles tostemmigt sammen med et af de øvrige. Der forlanges  hundrededele (eller tusindedele) sekunders præcision for at tingene ikke skal falde fra hinanden.
Satsen er på alle måder kompositionens mest komplekse hvad angår krav til den opførelsesmæssige præcision, men samtidig viser komponisten heri et udsyn til den store europæiske musikverden hvadenten vi associerer til Mendelssohn, Schubert, Schumann eller vi kigger frem mod Carl Nielsen. Horneman har fat i noget vi på dette tidspunkt ikke var vant til i dansk musikliv. Værket spilles ikke ret ofte – heller ikke i dag. Lad os håbe at Artos Kvartettens ”genopdagelse” af værket, kan være med til at give det et nyt, berettiget liv!

W.A.Mozart (1756-91)
Kvintet nr. 2 i c-mol, KV406 for obo og strygekvartet
”Kært barn har mange navne” – eller skulle man sige at
”kært musikstykke har mange udformninger”?

Det foreliggende stykke musik er komponeret af Mozart i 1782. I første omgang skrevet som en blæserserenade for 2 oboer, 2 klarinetter, 2 horn og 2 fagotter. I et brev til faderen Leopold Mozart dateret den 27. juli 1782 skriver Wolfgang at han endnu ikke har kunnet færdiggøre sin Haffner-symfoni, fordi han har været presset til at skrive denne blæserserenade, som han selv kalder ”Nacht Musique”. Jeg gætter på at han har været i akut pengemangel og derfor været nødsaget til at skrive værket i en vældig fart. Det har dog på ingen måde resulteret i et dårligt værk!
Fem år senere – altså i 1787 ser vi en udgave for strygekvintet som Mozart selv udarbejder. Nu til dags er det nok den version der opføres hyppigst. En tredje variant er arrangeret som blæserkvintet; altså fløjte, obo, klarinet, horn og fagot. Der findes mange gode indspilninger med denne ensembletype.
Ved dagens koncert har Artos Kvartetten i sit samarbejde med Oliver Nordahl valgt en fjerde version, hvor oboen erstatter 1. violinen.

Værket består af fire satser med en samlet spilletid på ca 23 minutter. Som det var tidens kutyme indledes og afsluttes med satser i hurtigt tempo (Allegro). Foruden dette en langsom, lyrisk 2. sats (Andante) og en 3. sats udformet som en menuet med et ”hav af gentagelser”. I satserne viser komponisten med forskellige tekniske redskaber, at han sætter nye standarder for det musikalske udtryk. På én og samme tid opretholder han samtidens stilistiske idealer for den musikalske formgivning og på samme tid formår han med sine ”guddommeligt” smukke melodier og sin ”mozartske hånd” at skrive musikken ind i en verden for sig selv!

Der er intet usædvanligt i måden han opbygger 1. sats. Den følger en traditionel sonatesatsform, hvor tematisk materiale præsenteres, behandles og repeteres. For at sige det helt kort. Satsen indledes af et hovedtema i c-mol som meget hurtigt efterfølges af et sidetema i Es-dur. Hovedtemaet har karakter af en markant fanfare, hvor samtlige instrumenter spiller en ”bastant opadgående akkordbrydning” i mol! Sidetemaet derimod er meget blidt og lyrisk og altså holdt i dur. I værket betragtet under et, opholder Mozart sig bemærkelsesværdigt meget i dur. Hele andensatsen er i Es-dur og i den afsluttende variation i 4. sats er der skiftet fra c-mol til C-dur.

Som nævnt er 2. sats båret af en meget smuk melodi. Man føler sig nærmest hensat til  kirkerummet, hvor der ikke er langt til ”den nærmeste salme”.

I 3. sats har Mozart givet sig selv noget af et bespænd”. Hvad der umiddelart lyder som en traditionel Menuet i tredelt takt med en masse gentagelser er intet mindre end et kompositorisk mesterværk. Det nævnte bespænd består af flere dele: først konstruerer han et kanon-tema mellem obo og cello. De spiller det samme, men forskudt med én takt. Senere sætter han de to bratscher sammen overfor obo og 2. violin. Ligeledes som kanon med én takts forskydning. Det sande mesterværk opstår i Menuettens såkaldte Trio-del, hvor han opererer med hele 2 samtidige kanons og temaerne spillet i spejlvending. Jeg tror ikke man ved første gennemlytning får fat i alle disse finesser. Det behøves heller ikke. Det fine ved musikken er at den kan bevæge sig ind i vores opmærksomhedsfelt uanset hvor ”bevidst eller ubevidst/underbevidst” vi forholder os til den.

4. satsen virker som en opsummering på hele værket. Der tilføres ikke specielt meget nyt tematisk materiale. Vi har at gøre med en variationssats, hvor essensen er, at det samme tema afspilles i en lang række forskellige iklædninger. Man kan naturligvis opfatte dette meget forskelligt. For mig ser vi her den gudbenådede håndværker vise sit værktøj, snarere end.

Af Brian Friisholm

Benjamin Britten (1913-76)
“Phantasy quartet” for obo og strygetrio

Musikken starter ud af stilhed, (første takter er pauser!) hvor celloen har en march-lignende figur der udvikler stykket og ender symmetrisk med den samme march figur.
Værket er altså skrevet i “bueform” hvor start og slutning er mere eller mindre ens og hvor musikken kulminerer i midterdelen.

Jean Francaix (1912-97)
Divertissement for fagot og strygekvintet

-Skrevet til fagottist, William Waterhouse og Melos Ensemblet.
Som titlen antyder, er værket underholdende og meget skiftende i karakter. 1.sats er en skælmsk, drillende, lille melodi, der listigt skifter mellem fagot og strygere.
2.Sats er langsom med en skøn dialog mellem 1.violin og fagotten. I 3. og 4. sats er vi tilbage i fagottens mere naturlige og vanlige skæmtende karakter, med drillende rytmer og hurtige løb.
Humoren og de indlagte musikalske jokes er typisk for Francaix
Vi har med vilje valgt et stykke hvor Maksim kan brilliere med sit virtuose fagot spil.
God koncert!